Han ligner da ikke én der har været SÅ syg …

men det har han og i en kronik i Politiken den 30. marts 2014 fortæller Niels Frid-Nielsen, studievært og kommentator på DR Kultur, om sin sygdom og tilbagevenden til arbejdslivet.

>>> Læs her: ”Da jeg fik en tumor på størrelse med en mandarin i hjernen. En personlig beretning om mødet med hjernekræft – og at vende tilbage til livet.”

 

 

Annonser

Så mange mennesker mister deres job i et sygdomsforløb …

… samfundet burde gøre mere for at få folk tilbage til arbejdsmarkedet, det betyder utrolig meget for menneskers identitet. 

Ordene kommer fra Niels Frid-Nielsen, kulturredaktør på DR. Han var medvært på Hjernetumordagen 2014. Der fortalte han også sin personlige beretning om at opdage en tumor i hjernen, blive opereret, genoptræne og vende tilbage til livet som et andet menneske.

Hjernen er involveret i alt hvad vi foretager os og vores personlighed sidder i hjernen, – for en stor del ihvertfald. Det er et ømt sted.

At få stillet diagnosen hjernetumor sparker benene væk under én. At have haft eller at leve med en hjernetumor er et andet liv, ingenting bliver nogensinde som før.

På den rejse er det vigtigt, fra start af, at holde fast i så meget som muligt af det gamle, det raske, det genkendelige og det som stadig fungerer. Der ligger meget mere identitetsskabelse i vores vante rutiner end hvad vi umiddelbart går rundt og tænker over.

At holde fast i det vante og kendte kan handle om alt fra at stå op som sædvanligt, gå igennem de sædvanlige morgenrutiner, læse den sædvanlige morgenavis – til at holde fast i arbejdet, kollegerne, faget … også selvom man er sygemeldt!

Dette er en insigt som mange arbejdsgivere kan vinde på at tage til sig. Bevar kontakten med den sygemeldte – også fra start af. Tal åbent, send en hilsen, invitér ind til tirsdagskagen – for selvom man er syg – måske med en hjernetumor som Niels Frid og jeg – har man jo stadig 2 ben som kan forflytte én fra punkt A – B. Jo mere de bliver brugt desto bedre for hele kroppen incl. knoppen. Invitér kollegerne til at tænke i samme baner, det behøver ikke tage så lang tid – men det tager måske mental tid?!

Tal med os ikke om os!

Niels Frid var heldig, han havde en arbejdsplads som prioriterede en ”langsom” og ”værdig” tilbagevenden til arbejdet i DR. Jeg var selv heldig med min arbejdsplads, Willis, som gav mig en lang line og jeg vendte til og med ikke tilbage. Kombinationen af udfordringer, bl.a. med en delvis invalidering, blev i mit tilfælde for stor. Til gengæld bestemte jeg mig for at bevare min arbejdsidentitet, og den var jo blevet holdt varm under den lange sygeperiode, netop fordi jeg havde en kontinuerlig kontakt med min nu tidligere arbejdsplads.

Hvis det ikke direkte er arbejdspladsen som vinder på at tänke i et bredere perspektiv når en medarbejder bliver syg, så gør samfundet det. Trivsel, livsmod og sygdom hænger sammen og kan aflæses direkte i en persons sygefravær.